Bag optagelsen: sådan bliver et langt interview til

Et langt interview begynder sjældent med spørgsmål. Det begynder med at se på det, personen har lavet, og på det, personen ikke har fået talt om før. Jeg læser gamle omtaler, kigger på skitser og afprøver selv en lille del af håndværket, hvis det er muligt, for at få sproget i munden. Når jeg møder en tegner, har jeg gerne siddet med en blyant og en blok dagen før.

Derefter skriver jeg et løst udkast med temaer frem for en række spørgsmål. Tre eller fire retninger er nok: hvordan dagen starter, hvad der går galt, hvad der er blevet vænnet bort. Selve rækkefølgen bestemmer samtalen. Jeg tager udkastet med, men kigger kun på det, når vi går i stå, og det sker oftere, end man tror.

Jeg aftaler også på forhånd, hvor længe vi har. To timer er et godt udgangspunkt, fordi de første tyve minutter går med at falde til, og de sidste tyve ofte rummer det mest ærlige.

• Læs eller se noget, personen har lavet
• Skriv temaer, ikke færdige spørgsmål
• Aftal tid og sted, der passer til personen

Jeg foretrækker at mødes dér, hvor arbejdet foregår. Et værksted eller et skrivebord fortæller mere, end en kaffebar kan, og den, jeg taler med, kan pege på ting undervejs. Det er ofte en kniv, en penselstreg eller en bunke kasserede skitser, der åbner det næste spørgsmål. Jeg tager billeder af rummet til hukommelsen, ikke til udgivelse.

Samtidig må man passe på, at rummet ikke tager over. Står der en maskine og kører, kan lyden ødelægge optagelsen, og jeg beder høfligt om en pause. Det handler om at finde et hjørne, hvor vi kan høre hinanden, uden at personen føler, at vi er flyttet væk fra sit arbejde.

Jeg lægger optageren på bordet, så den ses, og siger, at den gerne må slukkes, hvis noget skal siges uden for protokol. Det sker sjældent, men tilbuddet gør samtalen roligere.

Det sværeste ved et langt interview er at lade stilheden stå. Mange gange kommer det vigtigste efter en pause, hvor den anden tænker, at svaret ikke var færdigt. Jeg har lært at tælle langsomt til fem i hovedet, før jeg stiller et opfølgende spørgsmål. Det føles længe, men det er næsten altid værd.

Jeg skriver få notater, kun stikord om det, jeg vil vende tilbage til. Skriver man hele tiden, holder man op med at kigge på personen, og så svarer personen kortere. Optagelsen tager sig af ordene, mine øjne tager sig af resten.

Opfølgende spørgsmål er næsten altid enkle: Hvordan gjorde du det? Hvad skete der så? Hvorfor lige der? De åbne spørgsmål giver historier, og historier er det, læseren husker.

• Tæl til fem, før du følger op
• Skriv stikord, ikke sætninger
• Spørg hvordan og hvorfor, ikke hvad

Efter samtalen skriver jeg optagelsen ud ord for ord. Det tager tid, men det er her, jeg opdager, hvad der blev sagt, og hvad jeg troede, der blev sagt. Ofte finder jeg en sætning, jeg slet ikke lagde mærke til i øjeblikket, og som ender med at bære hele teksten.

Derefter markerer jeg tre slags passager: dem, der skal bruges direkte, dem, der skal omskrives som beskrivelse, og dem, der må ligge. Det er den sidste bunke, der er sværest at acceptere. Et interview på to timer bliver til en tekst, der kan læses på ti minutter, og meget godt må blive tilbage.

Jeg ordner materialet efter temaer, ikke efter tid. Samtalen bevægede sig frem og tilbage, men læseren skal have en ro, som samtalen ikke altid havde.

Talt sprog og skrevet sprog er to forskellige ting. Folk siger øh, gentager sig og begynder sætninger, de ikke slutter. Jeg renser forsigtigt, så citatet lyder, som personen taler, når vedkommende er på sit bedste, men aldrig så meget, at meningen flytter sig. Hvis jeg er i tvivl, ringer jeg og spørger.

Alle, jeg interviewer, får lov til at læse deres egne citater, før teksten udkommer. Det er ikke en godkendelse af teksten som helhed, men en chance for at rette faktuelle fejl og mindre præcise formuleringer. Det er sjældent, nogen ændrer det væsentlige, og tilliden vokser af ordningen.

Jeg fortæller også, hvis noget skal udelades, fordi det ikke passer ind. Ingen skal opdage det først i trykken.

• Rens sprogets støj, ikke meningen
• Lad citaterne læse af personen selv
• Fortæl, hvad der er skåret fra

Et godt interview er ikke et, hvor alle svar er klare. Det er et, hvor læseren kan mærke personens måde at tænke på. Når jeg læser en færdig tekst igennem, leder jeg efter det sted, hvor stemmen bliver tydelig, og beskærer alt andet rundt om. Det er sjældent det mest imponerende svar, men oftest det mest almindelige.

Jeg gemmer lydfilerne og udskrifterne, så teksterne kan tjekkes senere. Når en designer skriver efter måneder og spørger, hvad der præcis blev sagt om en bestemt teknik, kan jeg finde det på få minutter.

Samtalerne er langsomt arbejde. Det er meningen.