Hvad betyder 'off the record' egentlig, når du interviewer?

Når jeg sidder over for en designer eller en tegner, og samtalen pludselig bliver åben og varm, kommer det ofte: 'Det her skal du ikke skrive.' Sætningen lyder enkel, men den rummer en af de ældste aftaler i vores fag. Off the record betyder, at det sagte ikke må bruges i den form, det blev sagt, og at kilden ikke må kunne genkendes ud fra det.

Problemet er, at ordene betyder lidt forskelligt, afhængigt af hvem der siger dem. Nogle mener, at de blot vil have en pause. Andre mener, at hele passagen skal slettes for altid. Derfor starter jeg i dag altid med at spørge, hvad vedkommende præcis forestiller sig, før jeg nikker.

Her i den midterste del af efteråret er mine bånd fulde af lange samtaler om værksteder, der gør sig klar til vinteren. Netop i de rolige, fortrolige samtaler opstår misforståelserne oftest, fordi alle har glemt, at optageren kører.

Aftalen er ikke en juridisk formalitet, men en gensidig tillid. Bryder en skribent den, mister han ikke kun én kilde, men ry hos mange andre i et lille fagmiljø.

I praksis taler vi om tre ting, og de bør holdes adskilt. Off the record er det strengeste: oplysningen må ikke bruges, og den må ikke engang bruges til at pege mig mod en anden kilde, hvis det afslører, hvor den kom fra. Det er en tavshed, ikke en genvej.

På baggrund, eller 'on background', betyder, at jeg må bruge indholdet, men uden at nævne, hvem der sagde det. En tegner kan fortælle, hvordan et bestemt forlag behandler sine illustratorer, og jeg kan skrive, at det er udbredt i branchen, uden at pege på hende.

Det tredje niveau er almindeligt citat, hvor navnet står under ordene. Det er standarden i vores magasin, og det er derfor, vi bruger tid på at aftale undtagelserne, før samtalen begynder, ikke efter.

Mange glemmer, at hver kategori gælder for en bestemt passage. Man kan skifte frem og tilbage i samme time, så længe begge parter siger det højt hver gang.

• Off the record: må ikke bruges eller spores
• På baggrund: må bruges uden navn
• Citat: bruges med navn og ordlyd

Den bedste tid til at tale om regler er i begyndelsen, mens stemningen er afslappet og ingen har sagt noget sårbart endnu. Jeg bruger to minutter på at forklare, hvordan interviewet bliver til en tekst, og hvad der sker bagefter. Det virker mærkeligt formelt første gang, men de fleste bliver lettede.

Sig også højt, når I går ind i en uofficiel passage, og sig, når I kommer ud igen. 'Nu er vi off the record' og 'nu er vi tilbage' er to korte sætninger, der sparer en senere samtale fuld af undskyldninger og rettelser.

Jeg skriver aftalen ned i mine noter med klokkeslæt, så jeg kan finde stedet i optagelsen. Hvis en designer undervejs fortryder, hvad hun har sagt, kan hun også få lov til at trække det tilbage, så længe teksten ikke er udkommet.

Det er en høflighed, men også praktisk fornuft. En kilde, der føler sig tryg, fortæller mere, og de bedste historier om metode og hverdag kommer sjældent frem i de formelle svar.

En almindelig misforståelse er, at man kan erklære noget off the record efter at have sagt det. Etisk set vil mange af os respektere ønsket, men det er en tjeneste, ikke en ret. Reglen er, at aftalen skal komme før udsagnet, ellers står begge parter svagt.

Den anden faldgrube er, at off the record ikke gør noget usagt. Hvis jeg hører noget vigtigt, kan jeg godt gå til en anden kilde og få den samme oplysning bekræftet på en måde, der er åben. Det er ikke at bryde aftalen, så længe jeg ikke afslører, hvor hintet kom fra.

Og endelig: en aftale gælder kun mellem dem, der har indgået den. Hører en tredjepart samtalen, for eksempel en medarbejder i værkstedet, er vedkommende ikke bundet, og det bør man sige højt, hvis der sidder flere i rummet.

Netop derfor foretrækker jeg at tage de følsomme passager på tomandshånd, uden andre lyttere og uden hurtige beskeder på siden.

• Aftalen kommer før udsagnet, ikke efter
• Bekræftelse fra anden kilde er tilladt
• Tredjepart i rummet er ikke bundet

Mange blander off the record sammen med citatgodkendelse. Den sidste betyder, at kilden får lov til at læse sine citater igennem, før de trykkes. Hos os gælder det kun faktuelle rettelser, ikke omformuleringer, der gør sætningen blødere, end den var sagt.

Jeg sender typisk citaterne i en kort mail med nogle linjer omkring, så sammenhængen er klar. Får jeg et svar, der stryger en hel passage, tager jeg en samtale, i stedet for blot at give efter. Ofte skyldes ønsket en følelse af at have sagt for meget, og den kan tale sig ned.

Det er en balance. Vi vil ikke lave tekster, der er rene reklamer for den, vi har talt med, men vi vil heller ikke ramme folk, der har delt åbent fra hjertet. Her hjælper det at have sagt det hele højt fra begyndelsen.

En designer, jeg talte med for nylig, bad om at få sine svar om prissætning gennemlæst. Det fik hun, og resultatet blev skarpere, fordi hun selv rettede to tal.

Reglerne kan virke bureaukratiske i et fag, der handler om nysgerrighed. Men de er det, der gør lange samtaler mulige. Når en tegner ved, at hun kan sige 'det her er bare mellem os', tør hun fortælle om fejlene, om de skitser, der røg i skraldespanden, og om de arbejdsdage, der ikke gik.

For læseren betyder det mere ærlige tekster. For skribenten betyder det en lettere samvittighed, fordi man ikke bærer rundt på en uklar aftale, der kan vælte i sidste øjeblik. Jeg har aldrig fortrudt at bruge to ekstra minutter på at ordne spillereglerne.

Næste gang du sidder i en samtale, hvor nogen siger 'det her er off the record', så stil blot ét spørgsmål: 'Hvad mener du præcis med det?' Svaret afgør, hvad du må gøre bagefter, og hvem der kan stole på dig.

Det er ikke en teknisk finesse. Det er grundlaget for, at de gode samtaler overhovedet finder sted, og for at de, der giver dem, kan komme igen.